Livet som mor med tvillinger

Af Anne Schytt Oktober 17, 2016 Kommentar

Livet som mor med tvillinger

 

Jeg hedder Anne, bor i Århus og er mor til tvillingerne Olivia og Clara.

I vil kunne møde mig her på Bekkos website, hvor jeg vil blogge om alle de oplevelser, man får med, når man bliver mor.

Det er lige fra lavpraktiske emner og gode råd, til de mere følelsesladede emner som melder sig så snart man får mor-etiketten på. Den ubeskrivelige kærlighed, der opstår i det øjeblik, man bliver mor, men samtidig hvor hårdt det også kan være - pludselig at undvære søvn mens tandbørstning og bad bliver et privilegium den første tid, og samtidig – og lige med ét – bliver man så sårbar, oplever frygten for at miste og ikke at gøre det godt nok.  

Samtidig vil jeg skrive om, hvordan jeg holder et hjem nogenlunde minimalistisk, efter jeg har fået børn, og hvordan jeg fandt ud af, at alt det fine økologiske trælegetøj og de lækre tæpper i fine ducede farver, som blev anskaffet under graviditeten, fordi de matcher mine sofapuder, bare ikke var lige så populære hos mine piger, som det legetøj fra Lamaze, Oball og Duplo, i alt for skrigende farver, der også ligger hjemme hos os. Legetøj som jo egentlig er vældig godt og som stimulerer sanser og udvikler de motoriske færdigheder, legetøj vi alle har (men som bare ikke pynter i mange hjem), til emner der omhandler, at kaffen bare smager meget bedre på jobbet, når mine børn nærmest ikke har tid til at vinke farvel, når jeg afleverer dem i vuggestuen, fordi de allerede er godt i gang men en leg sammen med engagerede pædagoger og børn, eller hvordan det at udgive sig for at være en ’spelt-mor’, bare ikke altid hænger sammen med virkeligheden, og engang imellem er der ikke overskud til andet end at koge pasta, stege pølser og stille en ketchup på aftensmadsbordet.

Jeg vil derfor ikke nødvendigvis skrive om indretning, stil og børnemøbler, men mere om alt det, der følger med, nu jeg ikke længere ’bare’ er Anne, men nu er mor til 2, og at jeg nok alligevel langt hen ad vejen, er blevet den mor, som jeg, før jeg fik børn, har rystet på hovedet af og ikke altid har kunnet forstå.

’Hvor svært kan det lige være at få sit barn til at sove i en rejseseng, hvis man er på besøg hos familie og venner?’, ’Hvorfor er det så vigtigt, at spisetider overholdes (nogenlunde)?’.

Børn sover bare bedst hjemme! Spisetider behøver ikke altid overholdes, men det er på egen ansvar!

Børn er bare sødest, når maven er fyldt.

Tror, de fleste forstår, at det er hårdt med tvillinger. Der er selvfølgelig de rent praktiske udfordringer, som hvordan afleverer man 2 børn i vuggestuen, som endnu ikke kan gå? (og man finder ud af, at man mangler arme!), eller hvad gør man, når man fx skal have vaccineret sine børn, og man må sætte et grædende barn ned, fordi nu skal ens søster have sit stik? Det strider mod alle følelser og hormoner hos en mor at sætte et grædende barn fra sig.

Jeg har ikke selv kunne holde tanken ud om at sætte et grædende barn ned lige efter en vaccine, bare fordi der er en søster, der også skal til. Min kæreste eller mor er derfor taget med, men det er jo ikke alle, der har den mulighed.

Det er praktiske ting, der bare skal løses, men dét, der har været klart sværest for mig er det følelsesmæssige, der følger med, som: Giver jeg dem lige mange kys, kærlighed, opmærksomhed.

Det er selvfølgelig et dilemma, som mange forældre kan genkende, når der kommer en lillesøster eller bror til.

At mangle arme, ja. Men det kan løses. Men konstant at tænke over, at når dagen er omme, om vægtskålene er lige, det er hårdt.  

Fik engang et, efter min mening, frygteligt dumt spørgsmål fra et forældrepar: ’Når man nu har tvillinger, kan man så sige, hvem man elsker mest?’ (ØH NEJ!)

Eneste kommentar var bare: ’Elsker du da dit ene barn mere end dit andet?’ – og nej! Selvfølgelig gør du ikke det.

Jeg kunne få 5 børn på en gang og de ville alle svømme i  kærlighed , nærvær, kys, omsorg.

Kan egentlig blive irriteret over så mange (DUMME) spørgsmål, der ofte kommer, når man har tvillinger. Det er som om, det ikke er 2 børn, 2 individer, 2 personligheder, men at de opfattes som EN.

For selvfølgelig elsker man sine børn lige meget, og det er (forhåbentligt) meget få steder, at man som forældre har favoritter blandt sine børn.

Men der er naturligvis dage og perioder, hvor behovet for tryghed eller et ekstra knus ikke er det samme hos ens børn, men sådan er det vel med søskende, tvillinger eller ej. Det handler jo ikke om at elske den ene mere eller mindre, men om at prøve at fordele opmærksomheden bedst mulig efter børnenes behov.

Det var noget af det første min kæreste og jeg blev overraskede over, at retfærdighedsfølelse fyldte så meget hos os, og noget af det hårdeste som nybagte forældre til tvillinger, hvor ressourcerne i forvejen er godt brugte, var at føle, at vi skulle give pigerne præcis den sammen opmærksomhed, altså havde den ene fået et kys, skulle vi med det samme hen og give den anden et kys. Det blev derfor nemt lidt mekanisk.

Jeg husker tydeligt en episode, hvor min kæreste gav Olivia en flyvetur og tydeligvis følte, at han skulle gøre det samme med Clara, også selvom Clara var optaget af noget andet og på det tidspunkt måske slet ikke havde lyst til at blive hevet op i luften! Og hun var heller ikke fan. Så i stedet for at få et smil frem endte det med gråd.

Pigerne var ikke engang et halv år på daværende tidspunkt. Jeg tror slet ikke, at så små børn får følelsen af jalousi, og der var ingen tvivl om, at da dagen var omme, var opmærksomheden og flyveture fra min kæreste ligeligt fordelt.

Det havde uden tvivl været meget bedre at give Clara flyveturen, når hun var færdig med at udforske sit legetøj. Men jeg forstod udmærket, at min kæreste gjorde det. Det blev (desværre) bare mere for hans skyld end for Claras’. Så noget vi gjorde for, at Clara ikke skulle blive ked af det, eller føle sig overset, endte alligevel med gråd, men af en hel anden grund. Nemlig at hun ikke var klar på en flyvetur lige der, men når det handler om ens børn, er man ikke altid rationel i sin tankegang, og tanken om, at ens barn skulle føle sig overset, ville være ubærlig.

Vi er blevet bedre til at håndtere det, og gøre ting, når det giver mening og ikke ’bare’ for at regnestykket går op. Pigerne er nu så gamle (selvom de jo bare stadig er et par små piger på ca. 20 måneder), at jalousi er nu en følelse, de kender til, eller de giver i hvert fald udtryk for de følelser på deres måde.

Forleden da pigerne skulle op fra badet, og min kæreste løftede Clara op til mig, sagde Olivia: ’Nej mor, min tur.’

Og ja, det var Olivias tur (hvis man altså tørrer børn efter millimeterretfærdighedsprincippet), for jeg havde også tørret Clara dagen før.

Vi plejer at være rimelig gode til at skiftes, men lige den aften virkede det logisk, at Clara kom op til mig. Hun ville gerne op, og Olivia sad med shampoo i håret og legede med sin badeand. Men det var ikke logisk for hende. Pludselig kunne Olivia sætte ord på det, den følelse vi hele tiden har prøvet at undgå, men som ikke kan undgås blandt søskende og en følelse børn jo også skal lære og takle.

Dér gik det op for mig, at regnestykket og de lige vægtskåle altid vil være en del af det at have børn - vi er kun lige begyndt!

Anne Schytt
Anne Schytt


Svar

Randi
Randi

Oktober 18, 2016

Skønne tanker og hverdags historier ?

Kommenter